Fotografisk Centers arkiv

I foråret 2021 blev Fotografisk Centers arkiv fra stedets første femten år (1996-2010) digitaliseret. Det blev dels gjort af bevaringshensyn, så de kunsthistorisk relevante dokumenter overlever selv hvis det fysiske arkiv skulle blive skadet. Og måske endnu vigtigere giver det os mulighed for at dele denne vigtige kunsthistoriske resource med offentligheden - hvad end du er fotohistorisk forsker eller almindeligt interesseret i mediet - er der interessante ting at finde!

Fra Fotografisk Centers arkiv
Indholdet

I vore dage har Fotografisk Center fokus på samtidigt kunstfotografi, men det har, som eksemplerne her viser, ikke altid været tilfældet - der er billeder af såvel amerikanske som mexicanske, japanske, maliske og indiske fotografer at finde iblandt udstillingerne. Alligevel er der også meget, der peger frem imod Centret som det er i dag - f.eks. Ung dansk fotografi-udstillingsrækken, der startede helt tilbage i 1997.

Et andet interessant aspekt af Fotografisk Centers udvikling i denne periode er fokuset på de digitale mediers potentiale for fotografiet. I vore dage er digitalfotografi allemandseje, der er indbygget i vores smartphones - men tilbage ved årtusindeskiftet var der stadig fem år til Facebooks oprettelse og syv år til den første iPhone, og digitalfotografiet var stadig ved at finde indpas i kulturen.

Det er altså ikke uden en vis pionérånd at Fotografisk Center i år 2000 opretter Det Digitale Rum, et digitalt fotoværksted hvis oprettelse ledsagedes af nogle af de første større gruppeudstillinger i Danmark med fokus på det digitale fotografi. Denne interesse følges også op med udstillingen “Something Different” i 2004, der blev vist på LCD-skærme, og Marita Liulias “Tarot” fra samme år, der havde et online, interaktivt element.

Dette er naturligvis kun udvalgte eksempler fra en bred mangfoldighed af forskellige udstillinger, så gå endelig på opdagelse og se hvad du finder.

Sådan tilgår du arkivet:
Arkivet kan tilgås på nedenstående link, der bringer dig til vores server som gæstebruger, som kan læse og downloade alt indholdet. I rodmappen er der to excel-ark, hvori al metadataen er at finde, samt henvisning til hvor i mappestrukturen du kan finde dokumentet. Se dokumentet “Sådan bruger du arkivet” i rodmappen for mere information.

Link: Fotografisk Center Arkiv
Bruger: fc guest
login: W07u3&G!

Arkivet blev digitaliseret med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Beckett-Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.